Hvad gør vi med de indleverede dyr
Døde dyr kan fortælle os meget om dyrenes levevis og levevilkår. Derfor er vi meget taknemlige for hjælp med at indsamle dyrene. Her kan du læse mere om hvad der sker med dyrene efter de er indleveretNår vi modtager mårdyrene, registrerer vi arten, findested, dødsdato og årsag i en database, hvor de får tildelt et unikt journalnummer, som følger det enkelte individ. Senere undersøges dyrene nærmere, og der udtages prøver fra væv og organer.
Undersøgelse og prøver
Ved undersøgelsen registreres standardmål på dyret, eksempelvis længde, halelængde og vægt. Ud fra de data kan vi beregne et konditionsindeks for at estimere om dyret er i god eller dårlig stand. Desuden undersøges eller vurderes det om den oplyste dødsårsag er sandsynlig.
Derefter udtages prøver til forskellige undersøgelser, eksempelvis blodprøve, muskel-, lever-, nyre-væv, mave-tarm og næse- og fæcessvaber. Alle prøverne undersøges ikke straks, men gemmes til der er tilstrækkeligt mange og finansiering til de forskellige undersøgelser.
For hunner udtages også kønsorganerne for at kunne undersøge arternes ynglebiologi og bestandsdynamikken. Kraniet, et forben og et bagben udtages og afrenses til aldersbestemmelse. For hannerne gemmes også penisbenet til aldersbestemmelse.
Aldersbestemmelse
Hoved og lemmer maceres eller koges rene for væv. Ud fra sammenvoksningen af lemmeknoglerne og kraniet samt forekomsten af mælketænder eller blivende tænder kan dyrene inddeles i juvenile, unge og voksne individer.
Voksne dyr kan aldersbestemmes mere præcist ved at tælle årringe i rodspidsen af en hjørnetand. Hvert år – typisk om foråret – dannes nogle meget fine linjer i rodspidsen af tanden. På de større arter (fx grævling og odder) kan der skæres en tynd skive op i tanden fra rodspidsen. Skiven monteres på et objektglas og undersøges i et mikroskop, hvorefter antallet af linjer i rodspidsen tælles og alderen bestemmes.
En bedre metode er at afkalke tanden i en svag syre, der gør tanden blød, så den kan snittes i meget tynde skiver. Det gøres ved at fryse tanden og snitte den op i flere meget tynde skiver med en fryse-mikrotom. Snittene lægges efterfølgende i et farvebad, der gør de meget fine linjer tydeligere. De 3-5 snit, der indeholder midten af rodspidsen, fæstnes på objektglas og undersøges i et mikroskop.
Linjer i tandemaljen fortæller, hvor gammel dyret er. Billedet vider et tandsnit fra en odder. Linjerne i odder er meget svage sammenlignet med andre arter. Foto: ECOS/AU.
Reproduktion
De voksne hunner bliver undersøgt for at se, om de har født unger og hvor mange unger de eventuelt har født. Det gøres ved at undersøge livmoderen og æggestokkene.
Livmoderen bliver klippet op for at tælle placentale ar fra seneste kuld. Hvis hunnerne har været drægtige, vil der være ar i livmodervæggen efter moderkagen. Hos rovdyr vil der være ét ringformet ar for hvert foster. Arene bliver svagere og forsvinder i løbet af året inden næste ynglesæson hos mårdyrene.
Arene kan ikke fortælle om fostrene har resulteret i levendefødte unger. Kuldstørrelser opgjort ved at tælle placentale ar vil derfor altid være lidt større end antallet af levende hvalpe i et kuld. De placentaler vil dog give svar på, hvor stor en andel af hunnerne, der yngler i bestandene og den maksimale kuldstørrelse.
Æggestokkene indeholder celler kaldet ’gule legemer’, der producerer hormoner. Hormonerne forbereder livmoderen på at modtage eventuelt befrugtede æg. Der dannes ét gult legeme for hvert æg, der løsnes fra æggestokkene. Æggestokkene kan snittes i tynde skiver for at tælle antallet af gule legemer.
En livmoder fra en odder, der er åbnet med længdegående snit. Der ses ét ar i hvert livmoderhorn, som viser, hvor moderkagen fra to fostre har været fæstnet i livmoderen. Foto: ECOS/AU.
Føde
Dyrenes føde undersøges ved at bestemme de ufordøjede madrester i mave og tarm. Alternativt kan føden bestemmes ved hjælp af genetikundersøgelser af prøverne. Genetikundersøgelser er dog ikke egnede til at bestemme volumen af de forskellige fødeemner.
Miljøgifte og tungmetaller
Miljøgifte og tungmetaller findes ofte i de højeste koncentrationer i leveren. Giftstoffer og metaller kan også findes i høje niveauer i fedt eller hår. Hvilke prøver, der analyseres, afhænger også af hvilke væv/organer, der er anvendt til at fastlægge toksiske grænseværdier ud fra i andre arter. Den specifikke analysemetode afhænger af hvilke stoffer man vil undersøge.