Grævling

Den har et bredt hoved og en tætbygget krop. Hovedet er hvidt med to brede sorte striber, kroppen er grånistret. Grævling har sorte ben og en hvid hale. Grævling kan ikke forveksles med andre arter i mårfamilien, men den kan have en overfladisk lighed med de introducerede arter mårhund og vaskebjørn, der også har et sort-hvide hoved og en grå krop.

Udseende

Grævling har et bredt hoved, en kort hals og en tætbygget krop. Den har relativt korte ben og en busket hale. Grævling har et meget karakteristisk hvidt hoved med to bredde sorte striber. Striberne løber fra bagsiden af hovedet, over ørerne og øjnene og ender ved mundvigen. Grævlingen har små mørke øjne, små ører med en hvid kant og en stor, tryneagtig mørk snude.

På ryggen og siderne har grævling en pels med lange, stride hår. De enkelte hår er lyse med et sort bånd, så kroppen ser grå ud. Undersiden af kroppen og halsen har en kortere sort pels. Benene har en tætter, kort sort pels. Halen er hvid. Under halen har grævling en speciel stor duftkirtel. Grævlingen har kraftige tæer med lange klør på forpoterne, der er fremragende til at grave med.

Grævlinger er mellem 70-95 cm lange. Halens længde er 12-19 cm lang. Voksne grævlinger vejer 7-16 kg. Hannerne er lidt større, kraftigere bygget og har et bredere hoved end hunnerne. Hannerne vejer ofte 2-3 kg mere end hunnerne. I sensommeren og om efteråret stiger vægten betydeligt, fordi de opbygger fedtdepoter for at komme igennem vinteren.

Grævling kan ikke forveksles med andre mårdyr, men den kan ligne de introducerede arter mårhund og vaskebjørn lidt. De to introducerede arter har også en grå krop og et sort-hvidt hoved. Farvetegningerne i hovedet er dog helt anderledes end hos grævling.

Udbredelse

Grævling er udbredt i Danmark bortset fra Bornholm og de fleste mindre øer. Dens udbredelse dækker hele Europa bortset fra Island. Udbredelsen strækker sig mod øst til Volga-floden i Rusland, hvor den europæiske art afløses af en meget nært beslægtet art, asiatisk grævling. Mod sydøst forekommer grævlingen i Kaukasus og det nordlige Persien.

Føde

Grævling er altædende og meget opportunistisk i sig fødevalg. Den vigtigste fødekilde for grævling er regnorm i det meste af Europa inklusiv her i Danmark. Grævling finder regnorme på enge, græsmarker og andre åbne områder om natten, når regnormene kommer op til jordoverfladen. Grævling foretrækker at fouragere på marker med kort græs, fordi regnorme er nemmest at finde her.

Ud over regnorm æder grævlinger i Danmark smågnavere og spidsmus, frugter og bær, biller og andre insekter, majs og andre kornsorter, padder, fugleunger og æg, snegle og krybdyr. Grævling graver også humlebi- og hvepseboer op for at æde larverne. Desuden tager grævling ådsler, som den kan finde langs veje.

Hovedfødekilderne er meget stabile gennem året, men nogle af de mindre vigtige fødeemner varierer med deres tilgængelighed fra sæson til sæson. Fx tager den primært fugleunger og æg om sommeren. Korn kan grævling finde hele vinteren og foråret igennem på foderpladser til jagtbart vildt.

Ynglebiologi og alder

Grævlingeunger bliver født i februar-marts. Et kuld består typisk af 2-3 unger, men der kan være 4 unger i et kuld. Ungerne fødes i et foret kammer i grævlingeklanens hovedgrav. Nyfødte grævlinger er blinde og har en gråhvid, silkeagtigt pels. De mørke bånd over øjnene er ofte synlige allerede ved fødslen.

I de første 6-8 uger holder grævlingeungerne sig i graven. Nogle uger senere begynder at følge moderen og andre hunner i familiegruppen ud i natten for at lærer at finde føde. Ungerne diger frem til de er 10-12 uger. De bliver uafhængige i løbet af efteråret, men bliver boende i klanen.

Grævlingens parringssæson starter om foråret kort tid efter hunner har født deres kuld, men der sker også parringer hen over sommeren og om efteråret. Grævling har forlænget drægtighed, og ungerne fødes først i det efterfølgende forår. De befrugtede æg ligger i en hvilefase frem til midt på vinteren. Den faktiske drægtighedsperiode er omkring 2 måneder. Tidspunktet for implantationen bestemmes af hunnens kropskondition om vinteren.

Grævling bliver kønsmodne som 1-årige, men på grund af den forsinkede implantation kan hunnerne tidligst få deres første kuld, når de er 2 år, men de fleste er ældre inden de får unger.

Præcis aldersbestemmelse af trafikdræbte grævlinger i Danmark har vist, at de typisk bliver 5-10 år gamle. Enkelte bliver op til 15 år og den ældste grævling var over 20 år gammel.

Levesteder og levevis

Grævling lever mange forskellige landskaber. De højeste tætheder findes i mosaiklandskaber med skove, spredte naturområder, enge og græssede marker, hvor grævlingen nemt kan jage regnorm.

Modsat de andre mårdyr lever grævlinger i familiegrupper kaldet klaner. Individerne i en klan deles om et stor gravkompleks med flere indgange og kamre. Desuden har de en række mindre grave spredt i deres territorium. Klanstørrelserne kan være meget forskelligt. I områder med høj fødetilgængelighed kan der være over 20 voksne grævlinger i en klan, mens grævlinger i mindre produktive områder lever som par eller solitært som andre mårdyr.

Individerne i en klan har et fælles territorium. Selvom de bor sammen i graven, søger de typisk føde hver for sig. Størrelsen af territorierne varierer meget afhængigt af tilgængeligheden af føde i området. I produktive områder er territorierne under 50 ha, mens de i andre områder er helt op til 1500 ha. I et østjysk mosaiklandskab med skov og ådale er grævlingers territorier 100-400 ha. Territorierne markeres med duftmærker, ekskrementer i små latriner langs grænsen til naboterritorierne.
Selvom grævlingen er et af vores største dyr, ser man den sjældent. Grævling er et natdyr, der først forlader sin grav i skumringen. Grævlingegrave ligger ofte i skov, fordi der her er uforstyrret. Hvis der kommer for meget rekreativ aktivitet i skove omkring en grav, forlader grævlingerne den.

Grævling går ikke i hi om vinteren, men aktivitetsniveauet er meget lavt, især i perioder med sne og hård frost.

Trusler

Trafikdrab er den største trussel for grævling i dag. Trafikdrab kan være årsagen til over 50% af dødeligheden i lokale bestande. Store veje fragmenterer grævlingebestandene i samme grad som store vandløb. Den stigende tæthed af veje og stigende trafiktætheder på vejene øger risikoen for trafikdrab og fragmenteringen. Hegning langs vejene, i arealforvaltningen og naturpleje øger fragmenteringen af bestandene yderligere.