Husmår

Pelsen er grålig brun med en hvid halsplet. Husmår og skovmår forveksles ofte. De to arter ligner hinanden meget og lever ofte de samme steder. Husmår har dog en mere hvid halsplet, der er tvedelt ned mod brystet og forbenene og dens øre er mindre skovmårens.

Udseende

Husmår er en mellemstor mår med en slank krop, et spidst hoved, forholdsvis lange ben og en lang hale. Pelsfarven er brun med en gråhvid-hvid underpels, der især er synlig om vinteren. Husmår har en hvid eller cremet halsplet, der strækker sig ned til forbenene. Det er karakteristisk for husmår, at halspletten er tvedelt ned mod forbenene. Benene er relativt lange og mørkere end kroppen. Ørerne er relativt små og selve snuden er lyserød. Halen er langhåret og meget busket.

Hanner er en smule større end hunner hos husmåren. Kropslængden hos hannerne er 40-52 cm; hos hunnerne 38-48 cm. Halen er mellem 20 og 30 cm lang. Hanner vejer 1,3-2,0 kg, mens hunnerne vejer mellem 1,1-1,6 kg i Danmark.

Husmår forveksles nemt med skovmår. De to arter ligner hinanden meget og har samme levevis. Både husmår og skovmår kan forekomme i vidt forskellige habitater. En mår set nær bygninger er ikke nødvendigvis en husmår, og en mår i skoven er ikke nødvendigvis en skovmår. Den mest karakteristiske forskel på husmår og skovmår er farven af underpelsen, der er lys gråhvid hos husmår og mørkere gråbrun hos skovmår.

Andre kendetegn er husmårens hvide halsplet, der er tvedelt, en lys snude og mindre ører end hos skovmåren. Husmår kan virke lidt mindre end skovmår, men i gennemsnit er husmår en anelse tungere end skovmår.

Udbredelse

Husmåren er udbredt i hele Danmark, men den mangler dog på flere øer fx Bornholm, Fanø, Læsø og Anholt og de fleste mindre øer. Husmårs udbredelse dækker det meste af det kontinentelle Europa, bortset fra De britiske Øer, Island, Sverige, Norge, Finland og det nordlige Rusland. Udbredelsen strækker sig gennem Mellemøsten og Centralasien til det nordlige Myanmar og det centrale Kina.

Føde

Husmår har en meget alsidig kost. De vigtigste fødeelementer gennem året er smågnavere, fugle samt bær og frugt. Afhængigt af årstiden kan husmår også æde rotter, pindsvin, harekillinger, ådsler, fugleæg, biller, padder og regnorme. Desuden kan den tage rester af menneskers føde og fuglefoder.

Bær og frugter er en meget vigtig fødekilde i sensommeren og gennem efteråret. Husmåren æder alle slags frugter og bær, fx brombær, kirsebær, mirabeller, æbler og pærer. I naturen æder husmår primært spurvefugle, men kan den komme ind i indhegninger med fjerkræ, tager den også høns, ænder og fasaner. Finder husmåren en god føderessourcer samler den forråd, fx fugleæg og fjerkræ. Fødedepoterne anlægges nær dens hvilesteder, fx på lofter, under skurer og sprækker og hulheder i træer og stenbunker.

Ynglebiologi og alder

Husmår har forlænget drægtighed. Parringen finder sted hen over sommeren. Efter befrugtningen deler æggene sig nogle gange, og går derefter ind i en hvilefase på omkring 9 måneder. Sidst på vinteren implanteres ægget i livmodervæggen og den egentlig fosterudvikling starter. Hunnen er derefter drægtig i ca. 30 dage. Ungerne fødes om foråret, oftest sidst i marts – starten af april. Der er normalt 2-4 unger i et kuld.

Ungerne fødes blinde med en fin gråhvid pels. Ved fødslen vejer de 25-30 g. De åbner øjnene efter omkring 4 uger. Ungerne dier i op til 2 måneder, men begynder at æde fast føde efter 4-5 uger. Ungerne bliver uafhængige efter 4-5 måneder. I løbet af efteråret forsøger de unge husmårer at etablere deres egne territorier.
Både hanner og hunner bliver kønsmodne, når de er 1 år. På grund af den forlængede drægtighed får hunnerne først deres første kuld, når de er 2 år. Husmåren kan leve op til 18 år i fangeskab. I naturen bliver de sjældent ældre end 10 år. Typiske levealder for en husmår i Danmark er 3-5 år.

Levesteder og levevis

Husmåren er meget tilpasningsdygtig, og den kan leve i næsten alle slags landskaber. Den findes typisk i skove, i mosaiklandskaber med småskove og naturområder, i åbne landskaber omkring bygninger, samt i bebyggede områder langt ind i byer.
Både han- og hunhusmårer er territorielle og lever solitært. Territoriestørrelsen er mellem 40-800 ha. Hannernes territorier er større end hunnernes og overlapper med 2-3 hunners territorier. Størrelsen af territorierne afhænger af tilgængeligheden af føde og dække. I bebyggede områder er territorierne ofte meget små. Territorierne forsvares over for voksne individer af samme køn. Territoriegrænserne markeres med ekskrementer, urin og med duft fra kirtler i bagføddernes trædepuder, analkirtler og i kinderne.

Husmåren er et natdyr, der er aktiv fra solnedgang til daggry. Den tilbringer dagtimerne i hvilesteder i hule træer, under en brændestak, i skurer, på lofter i bygninger eller hvor den ellers kan finde ly. I kolde perioder kan husmåren holde sig inde på sit hvilested i flere dage. Husmåren klatre godt og kan springe mere end en meter op af træer og husmurer.

Trusler

Husmår bor og jager ofte omkring bygninger. Det øger risikoen for, at husmårerne æder forgiftede mus og rotter. Det er undtagelsen af finde husmårer, som ikke har rottegift i sig, og mange individer har meget høje giftkoncentrationer i leveren.
Vejtrafikken udgør en anden væsentlig trussel for husmår. Risikoen for trafikdrab og en øget fragmentering af de lokale husmårbestande er formentlig stigende som følge af den stigende tætheder af veje og stigende trafiktætheder på vejene. Øget brug af hegning langs veje og i arealforvaltningen og naturpleje øger fragmenteringen yderligere.

Husmåren må reguleres med fælder og skydevåben hele året i og omkring bygninger, i indhegninger med fjerkræ og pelsfarme. I områder med intensiv regulering og/eller jagt af husmår kan de to aktiviteter formentlig være begrænsende for de lokale bestande.
Den eneste naturlige prædator for husmåren i Danmark er ræv.